Skip to content

Forfatter Esther Evar

Jeg er født I Risskov, en forstad til Århus, I 1984. Min opvækst var på mange måder ganske typisk. Jeg boede med min mor, min far, to søstre og vores dejlige labrador. Jeg havde de bedste venner i nærområdet, som jeg spenderede de fleste af mine frie timer sammen med ude i det fri, hvor vi fik huller på bukserne og jord under neglene. Det var en lykkelig og sorgfri barndom, hvor intet manglede.

Fra barns ben har jeg haft to helt store passioner; dyr og bøger. Jeg elskede at læse, og kunne bruge hele dage på at leve mig ind i de fiktive verdener og personer. Jeg havde selv en livlig fantasi, og kreerede ofte min egen fantasiverden, som jeg indhyllede mig selv i. Fornuftens stemme og min store kærlighed til dyr sejrede, og jeg kunne i 2015 endelig kalde mig dyrlæge.

Min ungdom og tidlige voksenliv var – som min barndom – en lykkelig tid med de naturlige op- og nedture, som livet nu engang byder på. I 2012 var kvoten dog opbrugt, og livet gav mig en mavepuster af helt nye dimensioner. Jeg ventede mit første barn, da jeg efter længere tids sygdom fik diagnosen diffust B-celle lymfom, stadie 4. For mig startede ikke bare en kamp for egen overlevelse, men i højere grad en kamp for mit ufødte barns. På dette tidspunkt var proceduren i Danmark afbrydelse af graviditeten. En kombination af helt eminente, fagligt dygtige og empatiske læger gjorde endelig en ende på min emotionelle rutsjebanetur af et hospitalsophold, da jeg fik lov til at gennemføre min graviditet sideløbende med min behandling. Resultatet blev en smuk, sund og rask lille dreng, som blev Danmarks første ’kemobaby’, og som allerede inden sit første leveår, havde skrevet historie. Det var takket være ham, at der blev lavet nye procedurer for håndtering af kræft og graviditet.

Jeg var overbevist om, at jeg var kommet helskindet igennem forløbet, og at jeg var sluppet for de mange mén, som lægerne hele tiden advarede mig om. Men efter flere år med en hjerne som ikke længere fungerede som før, og en krop der på ingen måde kunne, hvad den tidligere havde formået, følte jeg mig som en halv version af den person jeg var engang. Jeg fik aldrig helt svar på hvorfor eller hvad jeg kunne gøre for at afhjælpe det. Indtil jeg endelig fik diagnosen; posttraumatisk stres.

En lang proces startede, hvor jeg blev nødt til at finde mig på ny, redefinere mig selv og ikke mindst acceptere mine mange begrænsninger, som er den pris jeg har måtte betale for at overleve. Min redning blev min gamle passion, som havde været pakket væk alt for længe: min fantasi og kærlighed til mine fiktive verdener. Jeg begyndte at skrive mig igennem mine tanker og følelser og på den måde bearbejde de sidste år. Det var aldrig min hensigt at skrive en bog og slet ikke at skulle udgive en bog. Men jeg opdagede, at det ikke kun var at læse, som gjorde mig glad. Jeg elskede – ELSKER- at skrive! Jeg kan faktisk slet ikke lade være, og jeg fandt en lykke, jeg end ikke havde turde drømme om. Og sådan er jeg endt, hvor jeg er i dag: Sygdomsfri. Gift med en helt fantastisk mand, hvis kærlighed og støtte er uvurderlig for mig. Vores to helt vidunderlige drenge fylder hver dag med latter, kærlighed og ind imellem (læs: lidt for ofte!) også prøvelser. To norske skovkatte og en stor landseer fylder huset med dyrehår og fnuller, og så har jeg været så heldig at få mulighed for at arbejde som dyrlæge på mine præmisser med hensyntagen til mine begrænsninger. Og nu også forfatter! Selv om jeg endnu ikke har nået målet, hvad angår at være kommet mig helt ovenpå sygdommen og behandlingernes senfølger, og jeg tvivler da på om jeg nogensinde når derhen, ja så er livet faktisk dejligt – så længe jeg bare har strøm på min computer 😉

”Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.”  – Karen Blixen

Køb Bogen om Rosa -i live men ikke levende